Et rødt og grønt Lyngby – en by for alle

Der er behov for mange forbedringer og forandringer i Lyngby-Taarbæk og for Enhedslisten er det centralt at involvere borgerne endnu mere i udviklingen af kommunen via reel borgerinddragelse.

Vi har valgt 3 områder som vi vil give et særligt fokus:

  1. En stærkere indsats for miljøet – især vandmiljøet.

Tilstanden for Mølleåen, vores søer og moser er ringe. Der skal ryddes op efter fortidens synder. Men meget peger også på, at overløb og udledninger af overfladevand i dag forringer miljøet. Vi skriver netop ”peger på”.  Et problem er at kommunen ikke i har overblik over den økologiske tilstand og hvad udledningerne betyder. Der skal afsættes ressourcer til at vi får det, Og til at kommunen samarbejder med nabokommunerne. I 2026 skal vi have en ny spildevandsplan. Det bliver et milliarddyrt projekt. Også derfor er det vigtigt at kommunen er rustet til at stille de rigtige krav som sikrer vandmiljøet.

  1. Fokus på trivsel i skolen.

Alt for mange børn trives ikke i skolesystemet. Der er behov for en indsats der har fokus på to ting: For det første hurtigere og bedre indsats for de børn og familier der er ramt af mistrivsel og skolefravær, både i folkeskolen og specialtilbud. For det andet indretning af vores skoler så færre ekskluderes. Det sidste kræver mange forskellige tiltag fx to lærere i klasserne, færre test, kortere skoledag mm. En proces vi skal involvere skoler og forældre i.

  1. Velfærd – bl.a. med fokus på fysisk og psykisk handicap.

Kommunerne er underlagt en stram styring. Budgetloven lægger et loft over vores service og gør at hvis udgifter på et område stiger så må man spare andre steder. Enhedslisten er modstander af budgetloven og kæmper hvert år for at kommunerne får mere frihed til at forbedre velfærden – både i Folketinget og i Kommunernes Landsforening. Og vi kæmper i Folketinget for at pensionerne skal stige i takt med priserne, at kontanthjælp skal være til at leve for, at kommunernes udgifter til fysisk og psykisk handicappede kompenseres fuldt ud. Men når det er sagt skal vi naturligvis være opmærksomme på om vi gør det godt nok i Lyngby-Taarbæk. Og her vil vi have et særligt fokus på det specialiserede område. Vi vil gennemgå hvordan vi administrerer hjælpemidler, vores brug af bosteder og på overgange fra behandlinger i psykiatrien til den kommunale indsats.