Lyngby-Taarbæk Ungdomsskole -en beretning fra det kommunalpolitiske overdrev

Engang for år tilbage have Lyngby Taarbæk en velfungerende ungdomsskole på Gyrithe Lemches Vej. For så vidt har vi stadig en velfungerende ungdomsskole – men spørgsmålet er hvor længe endnu.

Egentlig burde jeg skrive historien om mine og andre børns gode oplevelser, om fantastiske dramaforestillinger, om kampsport og trommeundervisning, om smykkeværksteder og ekstra tysk. Det må blive en anden gang.

Det der skal fortælles her er nemlig en grotesk historie – delvist en parodi på politik. Desværre er den sand.

Lad os starte – ikke med begyndelsen – med ved begyndelsen til den nuværende situation. Branden i 2011 som voldsomt ødelagde dele af skolen. Branden skyldtes ikke politikere, men et lynnedslag.

Men det var politikeres ansvar at der ikke blev påbegyndt en renovering, og at bygningen derfor har været med stilladser og presenninger lige siden. Årsagen var at man påtænke en flytning af Ungdomsskolen til den kommende idrætsby.

Skolen skulle sælges for at kunne finansiere denne flytning – som så omvendt var et led i at etablere den ambitiøse idrætsby på stadion (der indtil videre kun er et fatamorgana...)

Det trak i langdrag. Bygningen blev ikke solgt før 2014 og fraflyttes nu til sommer. Salget har kun indbragt en smule mere en omkostningerne til stilladser og vedligehold i de 4 år.

Bl.a. derfor er flytningen til idrætsbyen nu underfinansieret....

Man skulle tro at med planer om flytning og salg blev der så også udarbejdet sammenhørende planer om genhusning i god tid ... (husk man kunne jo ikke bygge nyt før salget, fordi det skulle finansiere det), men det skete ikke.

Til trods for brand og manglende genopbygning fungerede skolen. Herunder med kommunens 10. klasse center. I efteråret 2014 starter en proces med at genhuse det. En midlertidig løsning for højst et par år kunne måske ikke gøres gratis, men behøvede på den anden side ikke være rasende dyr. Trongårdskolen fandtes egnet. Men i stedet for en overkommelig midlertidig løsning besluttede et flertal (A,C og L) at lave en permanent løsning, der flytter 10 klasse ud af ungdomsskolen.

Pris minimum 4 mio. kr. som – surprise – tages fra det planlagte byggeri på stadion.

Næste led i historien... Der har hele tiden været tale om at bygge en institution på stadion – men nu vil man bygge to... der er derfor nu kun godt 1000 m2 tilbage...Og der er nok heller ikke råd til mere, så måske må man helt opgive tanken om en central ungdomsskole.

Det sidste er ikke vedtaget endnu, men den manglende rettidige omhu efter branden, et usikkert projekt på stadion der pladsmæssigt skal nytænkes og penge der er brugt på permanent genhusning har grundigt udhulet mulighederne for en mere lykkelig slutning.

Naturligvis kan man pakke ting ind. Pludselig er der "god pædagogisk mening" i at flytte 10 klasse centret, Trongårdsskolen bliver (lidt) opgraderet, der er fornuft i at se ungdomsskolen sammen med ungdomsklubbernes faldende søgetal.

Man kunne blive ved. Havde man oprindeligt planlagt et endnu større byggeri havde der været endnu mere at spare og der kunne have været plads til flere kæmpebørnehaver.

I sidste øjeblik har man trods alt besluttet sig for at diskutere hvad man vil med en ungdomsskole. Et meget beskedent håb er at det bliver vores unge og aktiviteterne – drama, knallertskole, musik, ekstra fransk og smykkeværksteder der bliver sat på dagsordenen og ikke, hvordan det ikke gennemførte byggeri kan finansiere alt muligt andet.

Problemet er bare at nu skal der ekstra penge på bordet ....og alle ved at det er svært i denne kommune (med mindre det da drejer sig om lysmaster eller parkeringsordninger).

Og husk det hele startede med et lynnedslag. Der findes ikke mirakler der omvendt genrejser bygninger. Måske findes der politikere der vil erkende at der har været sovet, og at nogle af de midler som findes i det kommunale overskud eller som kommer ind på grund af hjemfaldsordningen bliver brugt her – det vil være et lille mirakel i denne kommune.

Henrik Bang medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten