Læserbrev 8. september 2013 :Enhedslisten vil have kulturen med på Sorgenfri Torv

Virum/Sorgenfri er den mest befolkningstunge bydel i kommunen og derfor er manglen på et lokalt bibliotek et stort problem. Da genbrugsbutikken er flyttet fra Sorgenfri Torv vil vi foreslå, at butikslokalet lejes af kommunen, så der kan indrettes et døgnåbent, ubemandet bibliotek. I en fattig kommune som Odsherred har man 5 biblioteker, bl.a. biblioteket i Rørvig, der fungerer til alles tilfredshed på denne måde.

En placering på Sorgenfri Torv vil være noget nær optimal: Tæt på stationen, og med en boghandel lige overfor; det kunne skabe muligheder for at skabe nogle større fælles aktiviteter/arrangementer - og lokalområdet trænger til muligheder for kulturelle oplevelser. Alt bør ikke centraliseres i Lyngby C - og Stadsbiblioteket ligger faktisk
ubekvemt i forhold til stationen.
Det er noget af en bedrift at skrive en 16 s. "Helhedsplan" om at gøre Sorgenfri-området mere attraktivt uden 1 sætning om kulturtilbud! Mere detailhandel - og flere bænke - skaber jo ikke i sig selv mere kultur!

Henrik Bang og Jørgen Birch Larsen, Enhedslisten i Lyngby